Nyheder

Uddybende information om nedlukning af Accoats produktion

16. december 2024

Vi har fået spørgsmål til Accoats meddelelse om at stoppe produktionen, som kan have en bredere interesse for borgerne tæt på.

Som oplyst, afvikler vi alle aktiviteter på produktionsanlægget i Kvistgård. Det er der flere grunde til. Blandt andet er Accoats aktiviteter ikke del af den samlede koncerns fremtidige strategi. Hertil kommer usikkerheden om brug af PFAS-stoffer generelt og en erkendelse af, at produktionsanlægget ligger uhensigtsmæssigt midt i et boligområde. Det har fremskyndet vores beslutning om at lukke produktionen i Kvistgård.

Vi er i gang med at lægge en detaljeret plan for, hvordan det kan ske med de nødvendig hensyn til alle Accoats interessenter, herunder borgere i nærområdet. Det er for tidligt at sætte en dato på, hvornår produktionen stopper helt, men vi forventer, at produktionen vil være væsentligt lavere end i 2024 og falde gradvist. For flere kunder er der dog involveret flere regulatoriske tests og godkendelser for at kunne skifte fra en leverandør til en anden. Det kan ofte tage måneder, hvorfor det ikke er muligt at lukke ned på kort tid. De første skridt tages allerede ved nytår, hvor vi stopper en produktionslinje og nedlægger flere af Accoats skorstene.

Når det er sagt, har vi ikke grund til at tro, at Accoat bryder miljøreglerne i produktionen. Der er således ikke målt rester af kemikalier og andet over de lovlige grænseværdier ved alle målinger, der er foretaget i forbindelse med vores miljøgodkendelse. Det betyder også, at der aldrig er målt syrerester i skorstensrøgen over de grænseværdier, der findes. Der blev ligeledes ikke fundet hverken PFAS-forurening, rester af kemikalier eller andet, som kan stamme fra Accoat, da den nærliggende Steinerskole fik foretaget prøver af jorden, skrab ved vinduer m.m.

Generelt vil Accoat altid følge gældende miljøregler. Vi kan også oplyse, at vi naturligvis gennemfører de planlagte målinger af PFAS i skorstensrøg, som kommunen har bedt os og andre virksomheder i området om.

Dette site bruger cookies for at huske indstillinger, lave statistik og forbedre oplevelsen for dig. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.